Nyt fra den Socialdemokratiske gruppe i Region Midtjylland. Her får du et kort overblik over aktuelle sager, beslutninger og politiske prioriteringer i Region Midtjylland.
Kortere ventetider, stærkere psykiatri og udvikling i hele regionen
Arbejdet i de nye sundhedsråd
Sundhedsrådene er nye politiske organer, hvor region og kommuner samarbejder om udviklingen af det nære sundhedsvæsen. Formålet er at styrke samarbejdet på tværs af sektorer og skabe mere
sammenhængende patientforløb tæt på borgerne.
De forberedende sundhedsråd har i 2026 haft fokus på at skabe gode rammer for implementeringen af sundhedsreformen. Det indebærer bl.a. forberedelse af de opgaver, der overgår til regionerne, samt udarbejdelsen af de kommende nærsundhedsplaner. Fra 1. januar 2027 overtager regionen ansvaret for akutsygeplejen, sundheds- og omsorgspladser, specialiseret rehabilitering og dele af den avancerede genoptræning.
Nærsundhedsplanerne skal omsætte den nationale og regionale sundhedsplan til konkrete lokale indsatser med udgangspunkt i de enkelte områders sundhedsudfordringer. Nærsundhedsplanerne
udarbejdes i dialog med patienter, interesseorganisationer og øvrige samarbejdspartnere og bliver et centralt redskab i udviklingen af det nære sundhedsvæsen.
Fra 2027 får de permanente sundhedsråd ansvar for at udvikle og følge op på de nære sundhedsindsatser. Målet er et tættere samarbejde mellem region, kommuner, almen praksis og
civilsamfund, så borgerne oplever mere sammenhængende forløb tæt på deres hverdag.
Oprettelsen af 11 nye lægekapaciteter i Region Midtjylland er et eksempel på, hvordan reformarbejdet allerede omsættes til konkrete forbedringer, der skal styrke lægedækningen dér,
hvor behovet er størst.
Udvalget for regional udvikling
Udvalget har ansvar for bl.a. uddannelse, mobilitet og kollektiv trafik, råstofudvinding, forurening og kultur. På uddannelsesområdet fastsætter udvalget hvert år kapaciteten på ungdomsuddannelserne
og understøtter gennem en årlig forsøgs- og udviklingspulje udviklingen på både ungdoms- og voksenuddannelser. Samtidig arbejdes der med en ny uddannelsespolitik, som forventes behandlet
af Regionsrådet i 2027.
Den omfattende reform af ungdomsuddannelserne betyder, at 10. klasse og HF udfases og erstattes af den nye EPX-uddannelse. I den forbindelse er der dialog med uddannelsesinstitutionerne om
placeringen af de nye uddannelsestilbud, inden regionens endelige indstilling sendes til Undervisningsministeriet i 2027.
På mobilitetsområdet arbejdes der med en ny mobilitetsstrategi med fokus på tog, busser og sammenhængende transportløsninger. Strategien forventes vedtaget i 2027. Samtidig arbejdes der
med en ny råstofplan, som ligeledes skal vedtages i 2027.
På forureningsområdet er fokus særligt rettet mod generationsforureningerne på Harboøre Tange, hvor arbejdet med sikring og oprensning fortsætter. Som følge af sundhedsreformen overgår kulturområdet fra 2027 til de nye sundhedsråd, mens
bæredygtigheds- og klimaområdet overgår til Forretningsudvalget.
Det særlige udvalg for sundhedsplanlægning
Udvalget har til opgave at udarbejde Region Midtjyllands regionale sundhedsplan på baggrund af den nationale sundhedsplan. Derudover følger udvalget arbejdet med regionens investeringsplan og
status på 10-årsplanen for psykiatri. Arbejdet i udvalget har indtil videre været præget af, at den nationale sundhedsplan først blev
offentliggjort kort før sommerferien.
Arbejdet går derfor nu for alvor i gang, samtidig med at tidsplanen er stram. Den regionale sundhedsplan skal være politisk vedtaget senest 1. juni 2027 og skal sammen med den nationale sundhedsplan danne rammen for de kommende nærsundhedsplaner.
Den nationale sundhedsplan sætter retningen for udviklingen af sundhedsvæsenet med fokus på et mere nært sundhedsvæsen, mere sammenhængende patientforløb og en bedre fordeling af
ressourcerne på tværs af landet.
Den regionale sundhedsplan skal omsætte ambitionerne til konkrete indsatser i Region Midtjylland – bl.a. gennem mere behandling tæt på borgernes hjem, mere ensartet kvalitet i de nære sundhedstilbud og flere udgående funktioner fra hospitalerne.
Selvom den nationale sundhedsplan lod vente på sig, har udvalget forberedt arbejdet gennem dialog med blandt andet Patientinddragelsesudvalget og Udsatterådet. De værdifulde input indgår nu i arbejdet med den regionale sundhedsplan, som bliver et vigtigt redskab i udmøntningen af sundhedsreformen i Region Midtjylland.
De seneste regionsrådsmøder
På de seneste regionsrådsmøder har vi truffet en række vigtige beslutninger, der styrker sundhedsvæsenet, psykiatrien, den kollektive trafik og uddannelsesmulighederne i Region Midtjylland. Her er et lille udpluk af dem:
- Kortere ventetid i børne- og ungdomspsykiatrien
Alt for mange børn og unge venter i dag for længe på hjælp, mens deres mistrivsel risikerer at forværres. Derfor sætter vi nu flere initiativer i gang for at nedbringe ventetiderne.
Vi styrker samarbejdet mellem region, kommuner og almen praksis, så børn og unge i psykisk mistrivsel får mere sammenhængende forløb. Samtidig ser vi på organiseringen i psykiatrien med fokus på mere fleksible arbejdsgange og bedre udnyttelse af ressourcerne, så flere får den hjælp, de
har brug for – hurtigere. - Styrket indsats på kvinde- og efterfødselsområdet
For mange kvinder oplever gener og komplikationer efter en fødsel uden at få den rette hjælp. Derfor etablerer vi nu efterfødselsklinikker på alle regionens fødesteder og styrker den samlede indsats på området. Samtidig afsætter vi midler til forskning i kvinders sundhed. Historisk har meget forskning
taget udgangspunkt i mænd, og vi ved derfor for lidt om kvinders sundhed. Med denne prioritering tager vi et vigtigt skridt mod mere lighed i sundhed og bedre behandling for kvinder fremover. - VITA-byggeriet i Randers Regionsrådet har behandlet den første rapport fra ”det tredje øje” på VITA-projektet på
Regionshospitalet Randers. ”Det tredje øje” er en uafhængig instans, der løbende følger projektets udvikling på vegne af regionsrådet og vurderer økonomi, tid, kvalitet og risici. På den baggrund gives anbefalinger til den videre proces.
Store byggeprojekter kræver tæt opfølgning, og derfor er det vigtigt med løbende kontrol, så VITA-projektet gennemføres med fokus på kvalitet og gode rammer for både patienter og medarbejdere. - Hurtigere hjælp til unge med angst og depression
Unge skal ikke vente i månedsvis på hjælp. Derfor sikrer vi nu, at unge med let til moderat angst og depression kan få et behandlingstilbud inden for 30 dage. Samtidig samler og styrker vi indsatsen i hele regionen. Tidlig hjælp gør en afgørende forskel og kan være med til at forebygge, at problemer udvikler sig. - Ny Psykiatri i Viborg
Ny Psykiatri i Viborg har været længe undervejs, og den oprindelige økonomiske ramme for byggeriet holder desværre ikke længere. Derfor afsætter vi nu de nødvendige midler, så projektet kan gennemføres som planlagt. Uden ekstra finansiering ville konsekvensen være færre pladser i en psykiatri, der allerede er under stort pres. Derfor bakker vi i Socialdemokratiet op om at tilføre midlerne, så vi får gode og
tidssvarende rammer for både patienter og medarbejdere. - Kortere ventetid på høreapparatbehandling
Alt for mange oplever i dag, at lang ventetid på høreapparatbehandling påvirker deres livskvalitet og
kan føre til isolation. Derfor investerer vi nu i at nedbringe ventelisterne, så flere borgere hurtigere kan få den hjælp, de har brug for. - Stort investeringsbehov på privatbanerne i Vestdanmark
Regionsrådet har behandlet en ny analyse af investeringsbehovet på privatbanerne i Vestdanmark. Analysen viser et betydeligt behov for investeringer – særligt på Lemvigbanen, hvor infrastrukturen er præget af et stort efterslæb.
I Region Midtjylland er det vigtigt, at vi har et solidt grundlag for at prioritere fremtidens mobilitetsløsninger. Derfor blev analysen sendt videre til Danske Regioner, så den kunne indgå i
økonomiforhandlingerne med staten. Privatbanerne spiller en vigtig rolle for sammenhængskraften i regionen og for mulighederne for at bo, uddanne sig og arbejde i hele Region Midtjylland. Derfor er der behov for en langsigtet løsning på finansieringen af de nødvendige investeringer. - Mindre overbelægning i psykiatrien
Overbelægning i psykiatrien har i lang tid været en udfordring, som påvirker både kvaliteten af patientforløbene, patientsikkerheden og medarbejdernes arbejdsmiljø. Derfor igangsætter vi nu initiativer, der skal mindske overbelægningen og skabe bedre rammer for både patienter og medarbejdere. I Socialdemokratiet mener vi, at en stærk psykiatri kræver plads til den enkelte og tid til den nødvendige behandling. - Fastsættelse af kapacitet på gymnasieområdet
Vi har i regionsrådet fastsat den endelige kapacitet på de gymnasiale uddannelser for det kommende skoleår. Kapacitetsfastsættelsen skal skabe balance mellem elevernes frie valg, hensynet til de mindre gymnasier og ønsket om at bevare stærke uddannelsesmiljøer i hele Region Midtjylland.
Der har i år været stor søgning til flere gymnasier – særligt i Aarhus-området – og derfor har det været nødvendigt at foretage enkelte justeringer. Samtidig er der taget hensyn til gymnasier med færre ansøgere, så vi også fremover sikrer gode uddannelsesmuligheder i hele regionen. - Fokus på bedre responstider i hele regionen
For os i Socialdemokratiet er det afgørende, at alle borgere kan føle sig trygge og kan regne med hurtig hjælp, når behovet opstår. Selvom Region Midtjylland samlet set lever op til servicemålene for responstider, dækker tallene over store geografiske forskelle. I flere områder – heriblandt Havndal og Thyholm – er responstiderne fortsat længere, end vi kan være tilfredse med. Derfor følger vi området tæt og arbejder for, at alle borgere i Region Midtjylland får den hjælp, de har brug
for – uanset hvor de bor.

