Lad os få grøn energi fra de kommunale tage
Vores mål er klart - Horsens Kommune skal være klimaneutral i 2030.
Kommunen er godt på vej, men der skal mere til.
For at nå målet skal 10 % af det samlede elforbrug dækkes af grøn energi produceret i kommunen.
Socialdemokratiet i Horsens har meldt klart ud. Vi ønsker ikke at plastre naturen til med kæmpestore solcelleparker (større end fem hektar).
Læs: Solceller hører til på tagene
Solcellerne skal på tagene - naturligvis også kommunens.
Blandt andet ved at inddrage de kommunale tage til solceller forventer vi, at mindst 15% af det samlede elforbrug bliver dækket af lokal grøn energi i 2030.
Grøn strøm fra kommunens tage
Derfor har vi sammen byrådet fået lavet et nyt kommunalt selskab, Horsens Kommunes Klimaselskab ApS.
Selskabet skal sikre mere lokal produktion af grøn energi på de kommunale tage.
Hvorfor har I ikke bare sat solceller på tagene allerede, vil du måske spørge.
Jo, det er et statsligt krav, at hvis kommunen producerer mere strøm end kommunen selv kan bruge, og derfor sender resten ud på elnettet, så skal det ske i et gennem et selskab.
Så det har vi nu fået oprettet.
Kommunale institutioner - grønne energikilder
Det nye selskab får som første opgave at etablere solceller på fem kommunale bygninger:
- Bankagerskolen,
- Horsens Rådhus (blok A og B),
- Nim Børnehus,
- Dagnæsskolen og
- Vestbyens børnehave og vuggestue.
Solcelleanlæggene forventes årligt at producere omkring 380.000 kWh grøn strøm – nok til omkring 85 parcelhuse og en reduktion i CO₂-udledningerne på cirka 46 tons om året.
Institutionerne vil i høj grad selv bruge den strøm, som anlæggene producerer, mens resten vil blive solgt til elnettet.
Endnu et skridt i en grøn retning
Selskabet er en konkret udmøntning af Horsens Kommunes klimaplan og ambitionerne om at bidrage aktivt til den grønne omstilling.
Med etableringen af selskabet bliver klimaarbejdet endnu mere forankret i hverdagen – på byens skoler, børnehaver og offentlige bygninger.
De fem første solcelleanlæg er kun begyndelsen. Selskabet vil kunne overtage og drive eksisterende anlæg og opsætte nye.
