Tværkommunal indsats skal sikre havmiljøet
Havmiljøet i Kattegat og Horsens Fjord er sårbart og udfordret. For at beskytte og forbedre havmiljøet, er der behov for indsatser på tværs af kommunegrænser. Horsens Byråd fortsætter et bredt østjysk samarbejde som forbedrer havmiljøet i havet omkring Horsens Fjord.
Et næste skridt mod et sundere havmiljø er netop taget, efter Horsens Byråd har godkendt en ny fælles strategi for Havsamarbejdet mellem syv kommuner i Østjylland. Strategien sætter en fælles retning for, hvordan kommunerne i fællesskab vil forbedre havmiljøet i Kattegat og Horsens Fjord, blandt andet gennem fysisk genopretning af tabte levesteder, bedre viden om havets tilstand og tættere samarbejde med NGO’er og erhvervsliv.
Stærke resultater i samarbejdets første år
De første år af samarbejde har betydet indsatser som:
- Udvikling af konceptet "Guld og Grønne Tangskove" – har rejst 3 mio. kr. til ålegræs og stenrev
- Deltagelse i forskningsprojekter om sårbare arter og havområder
- Udpegning af det lokale naturområde Mejl Flak, som et strengt beskyttet havområde
- Sikring af midler til at reducere kvælstof i de østjyske havområder
- Udfasning af muslingefiskeri med skrab på vilde muslingebanker
Den nye strategi styrker indsatsen
Havet, fiskene og det samlede økosystem er under stort pres. Derfor er der behov for ekstra indsatser samtidig med, at der skal findes en bæredygtig måde at udnytte havets ressourcer på. Derfor peger den nye strategi på syv konkrete indsatsområder:
- Interessevaretagelse og rammer for brug af havet
- Indsamling af viden om havets tilstand og udvikling
- Kortlægning af de rekreative muligheder og begrænsninger
- Formidling af havets tilstand, projekterne og samarbejdet
- Samarbejde med NGO’er om forbedring af havmiljøet
- Ekstern finansiering af projekter
- Fysisk genoprettelse af tabte levesteder
Næste skridt er udarbejdelse af en handle- og tidsplan for strategien, som igangsættes til efteråret 2025.
Faktaboks
- De syv østjyske kommuner i samarbejdet: Norddjurs, Syddjurs, Samsø, Aarhus, Odder, Hedensted og Horsens.
- Den nuværende Samarbejdsperiode løber perioden 2023-2025.
- Aarhus Universitet har forskningsfagligt kvalitetssikret strategien, som også har været sendt i offentlig høring og drøftet med Blåt Råd.

Vil du gøre en forskel - støt Ren Horsens Fjord-fonden!
Ren Horsens Fjord-fonden er en særskilt kommunal konto, som alle kan indbetale et valgfrit beløb til.
Horsens Kommune bidrager fra 2024 årligt med 500.000 kr. i indtil videre tre år. Hvert år afrapporteres, hvor mange penge der er kommet ind via fonden, og hvad de er blevet brugt til.
Pengene, som kommunen samler ind, skal gøre nytte, og bliver derfor brugt på at søsætte og støtte initiativer, der gør Horsens Fjord godt.