Horsens er en af de mest effektive kommuner

Effektivisering er vigtig - kvalitet er vigtigere

Udgivet: 4. september 2025 kl. 18:50

Effektivisering er vigtigt – kvalitet i service og velfærden er vigtigere

Det er godt, at vi har en stærk og effektiv administration i Horsens Kommune. Men lad os få fakta på plads: Det er ikke resultatet af et enkelt partis indsats.

Siden 2014 har vi år efter år gennemført effektiviseringer, som har skabt råderum til investeringer i både velfærd og drift. Det er et bredt, langstrakt arbejde, som hele byrådet har stået bag.

Fortsætter med at gøre tingene smartere
Effektiviseringer er både vigtige og ansvarlige – og vi skal hele tiden lede efter nye måder at gøre tingene smartere på.

Det har vi gjort siden 2014, og det skal vi fortsætte med. Men vi skal passe på ikke blot at skubbe administrative opgaver ud til institutionerne. Så har vi jo ikke effektiviseret – vi har bare flyttet byrden.

For mig handler det ikke alene om at have færrest omkostninger i forhold til administration – det handler nemlig også om at være bedst.

Fokus på kvalitet i service og velfærden
Bedst til at levere kvalitet i opgaverne, og bedst til at sikre, at borgerne og virksomhederne i Horsens oplever god service og en hurtig, smidig og effektiv sagsbehandling.

Vi leverer rigtig god kvalitet i vores daginstitutioner, skoler, plejehjem og alle steder, hvor vi møder vores borgere, fordi vi har utrolig dygtige ledere og medarbejdere. Og vi leverer god service til vores borgere og virksomheder, fordi vi har dygtige administrative medarbejdere på vores rådhus.

Kunstig intelligens rummer store muligheder, og vi er allerede koblet op på et lovende projekt med Aarhus Kommune og DTU. Men vi skal høste gevinsterne dér, hvor teknologien er afprøvet og inden for lovens rammer – ikke før.

Ja, i Campusrokaden blev der skabt synergier. Men vi har været blandt de fem mest effektive kommuner på administrationsområdet de sidste knap 10 år – langt før rokaden.

Tilfører penge til velfærd og sevice
Og samtidig må vi være realistiske: Vi har allerede tilført flere ressourcer til byggesagsområdet, natur og vandmiljø, og vi investerer markant i flere medarbejdere til ældre-, folkeskole- og børnehaveområdet.

Vi kommer også til at tilføre flere til socialrådgivere og andre administrative nøgleområder. For hvis vi vil være en effektivt drevet kommune, så kræver det, at vi har de nødvendige medarbejdere – både i velfærden og i administrationen.

Derfor er målet ikke alene at ligge lavt i administrationsudgifter. Målet er at have den rigtige balance: Nok medarbejdere til at løse opgaverne ordentligt – og en administration, der hele tiden udvikler sig og sikrer mest mulig værdi for borgernes penge.

Det er vi lykkedes med i Horsens. Vi ligger næsten 4.000 kr. lavere pr. indbygger end Frederiksberg, som er Danmarks dyrest drevne kommune. Det er et resultat af en ansvarlig økonomisk politik gennem mere end 10 år.

Effektiviseringer er vigtige og ansvarlige – men kvalitet og service til borgerne er vigtigere.

For byens bedste.

 

2025 03 28 Horsens Borgmester 0082 (1) Peter Sørensen (A) borgmester i Horsens Kommune