Hvem er Peter Sørensen?

Hvis du spørger: Hvem er du, Peter? – så svarer jeg: Jeg er gift med Karen, jeg er far og bedstefar.

Karen og jeg bor i Egebjerg, hvor jeg også er vokset op. Mine barndom var lidt ustruktureret, og stemningen i hjemmet skiftede, alt efter hvordan det gik i familien. Det betød dage med masser af fest og glæde, men også dage, hvor vi ikke var så glade.

Min far mente, at min bror og jeg skulle være murere. Det lykkedes for min bror, men jeg gik en anden vej. Min mor havde en realeksamen og var dygtig i skolen, men hun passede i min barndom, som så mange andre kvinder dengang, først og fremmest hjem og børn. Senere arbejdede hun bl.a. som sygehjælper.

Jeg tror, at det var min mor, der fik min lærer Bodil til at stille krav til mig i skolen. Dengang var jeg ikke glad for det, men siden har jeg tænkt, at det havde stor betydning for mig at blive mødt af voksne, der troede på mig, selvom jeg var én af de drenge, ”der kravlede på væggene”. 

Det med at tro på andre, har jeg taget med mig i mit arbejde.

Jeg er som borgmester stolt af, at Horsens Kommune i dag har markant færre på kontanthjælp i forhold til tidligere i kommunen, men også hvis man sammenligner os med andre kommuner i dag. 

Det skyldes den måde, som vi ser på mennesker i Horsens:

Vi møder ikke mennesker med tanken om, at de ingenting kan og derfor ikke kan være med i det fællesskab og den hverdag, som et arbejde giver mange.
Vi siger ikke, at alle skal arbejde lige meget. 
Vi siger, at alle har brug for at være del af et fællesskab, og at nogen forventer noget af dem.   

Familien som fundament
Min familie har altid betydet alt for mig. Mine to døtre er min største bedrift. Det, jeg selv manglede som barn, har jeg forsøgt at give dem – også selvom de indimellem syntes, jeg var lidt for meget.

Jeg har altid godt kunne lide at diskutere politik, men det var ikke altid let at finde nogen at diskutere med i mine yngre år. Muligheden opstod, da mine piger begyndte i børnehave og skole. Her fik jeg øje på bestyrelsesarbejdet som et område, hvor jeg sammen med andre kunne være med til at påvirke tingene. Vi havde i bestyrelsen en masse idéer til at hæve ambitionerne på stedet, uden at det gik udover børnenes muligheder for at lege. Hvad vi ikke havde øje for dengang, var, at den enkelte dagplejer, pædagog og lærer ikke bare, fra den ene dag til den anden, kunne gøre, hvad vi i bestyrelsen gik og drømte om. De var først og fremmest nødt til at følge regler, der var udstukket af kommunen og lovgivningen. 

Fra bestyrelsesarbejdet i folkeskolen tog jeg med mig videre, at forandring kræver tid, vedholdenhed og en fast hånd på rattet, hvis man skal nå i mål med drømme og ambitioner. 

På området for børnehaver og skoler har vi netop i Horsens Kommune været vedholdende og dygtige til, i fællesskab, at komme langt i forhold til drømme og ambitioner på området. Det viser sig nu konkret:

I mange år lå karaktergennemsnittet for skoleelever i Horsens Kommune langt under landsgennemsnittet.
I dag ligger vi i Horsens på niveau med skoler i landets andre kommuner. 

Venskaber og rødder
Jeg har venner, som jeg har haft hele livet. De venner, som jeg gik i skole med, er stadig mit netværk. Det er er dem, jeg stoler mest på, når livet bliver svært. De holder mig fast og minder mig om, hvorfor jeg gør det her – fordi det handler om mennesker og ikke systemer. 

Jeg er borgmester for alle. Også for dem, der kommer fra svære kår. Trods min arbejderbaggrund, er jeg vokset op i et såkaldt pænt kvarter med legekammerater fra de andre nybyggede huse, men jeg havde også venner fra områder, der i min barndom og ungdom blev betragtet som socialt belastede.  

Min farmor lærte mig, hvad fællesskab betyder
Min farmor Lily havde flere job for at klare dagen og vejen. Alligevel havde hun overskud til at hjælpe andre. Det, som jeg fik med mig i livet fra min farmor, lever jeg efter i dag: At man tager ansvar for hinanden. At dem med de stærkeste skuldre bærer mest. At der skal være plads til alle. Og at det er fællesskabet, som vi står og falder med – både som mennesker og som samfund. Min farmor og de andre kvinder i hendes kvarter sagde aldrig ordet ‘politik’ – de levede det bare. Hvis nogen havde drukket lønnen op, så sørgede de andre kvinder for, at børnene fik aftensmad.

Fra barndommens utryghed til politisk ansvar
Jeg ved, hvordan det er at vokse op uden sikker grund under fødderne. Derfor har det været vigtigt for mig, at vi i Horsens Kommune har fået skabt økonomisk ansvarlighed, så der er overskud til at investere i det, der er vigtigst: Børnene, de ældre og dem, der har det sværest. 

Vi skal have råd til velfærd. Ikke for at tækkes regnearkene, men for at ære den samfundskontrakt, vi i Horsens har med hinanden om, at vi skal have alle med. 

Når jeg træffer beslutninger som borgmester, spørger jeg mig selv: Kan jeg stå inde for det? 
Ikke kun som politiker, men også som far, ven og menneske. Det handler ikke kun om flertal. Det handler også om fællesskab, om at skabe ejerskab og om at kunne se hinanden i øjnene bagefter.

Som borgmester og menneske er jeg ikke bange for at ændre kurs, hvis noget viser sig ikke at virke, og jeg er heller ikke bange for at tage ansvar, når det gør ondt.

Cyklen og samtalen
Jeg elsker at cykle. På byens mange cykelstier tømmer jeg hovedet. Jeg elsker samtalen med folk på gaden, i forsamlingshuset, i idrætsforeningen eller tilfældigt på Søndergade. Samtalen er min politiske kompasnål.

Jeg er ikke borgmester over partier. Jeg er borgmester for mennesker.Så igen, hvis jeg skal svare kort på, hvem Peter Sørensen er, så lyder svaret stadig:
Jeg er Peter, far, bedstefar, ven og menneske. Og så er jeg også borgmester, fordi jeg tør tage ansvar:
For fællesskabet. For børnene. For de ældre. Og for fremtiden i Horsens.