Trygge børn og stærke skoler
En tryg start på livet er det bedste fundament, vi kan give vores børn. Selvom forældrene er de vigtigste i børns liv, spiller dagtilbud og skole en afgørende rolle. Derfor ønsker vi at styrke dagtilbuds- og skoleområdet med flere voksne og bedre fysiske rammer.
De første år er afgørende for børns udvikling og trivsel. I de senere år er normeringerne blevet forbedret, og den udvikling vil vi fortsætte. Samtidig skal medarbejdere have rum til at bruge deres faglighed, så flere hænder også betyder bedre kvalitet.
Det samme gælder folkeskolen. Vi skal stole på lærernes autoritet og evne til at få eleverne til at trives og lære i et fællesskab både i klassiske fag og i digital dannelse. Men de har brug for flere kolleger for at sikre en tryg og udviklende hverdag.
Alle børn skal opleve venskaber, og vi vil arbejde for, at alle føler sig som en del af fællesskabet. Flere børn og unge har brug for støtte. Vi vil handle tidligt og målrettet med fokus på både barnet og hele familien. Hjælpen skal være tæt på hverdagen og tilgængelig i barnets lokalområde.
Børns omgivelser har stor betydning for deres trivsel. Vi vil sikre attraktive daginstitutioner og skoler, hvor der er mere plads, og hvor børnene har lyst til at være. Børn skal have sund mad, klasselokaler skal have et godt indeklima, og legepladser skal motivere til leg og bevægelse.
Nye børn skal mødes af trygge rammer, og nye forældre af klare forventninger til både dem og til institutionen. Tillidsfuldt samarbejde mellem forældre og fagpersoner er afgørende for børns trivsel og udvikling, samt stærk børnefællesskaber.

