Grøn omstilling med lokal handling

Verden står over for store klimaudfordringer, og Socialdemokratiet mener, at Horsens Kommune skal tage medansvar for den grønne omstilling. Vi vil ikke vente på staten eller EU, men sætte handling bag ambitionerne lokalt. 

Vi har allerede taget store skridt, men vores ambitiøse mål er CO₂-neutralitet i 2030. Det kræver vigtige indsatser inden for energi, transport og landbrug. 

Vi vil gøre det nemmere og mere attraktivt at vælge grønt i hverdagen. Derfor vil vi fremme elbiler ved at sikre flere ladestandere. Cykler og kollektiv transport skal være attraktive alternativer, så vi bliver et forbillede for bæredygtig transport. 

Vi skal have mere sol- og vindenergi, reducere energiforbruget i kommunale bygninger og sikre, at nybyggeri er klimavenligt. 

Relevante landbrugsarealer skal omdannes til natur og skov - ikke solcelleparker - og vi vil øge ålegræsarealer for at styrke biodiversiteten og CO₂-optaget. 

Vores egne institutioner – fra skoler til plejehjem – skal vise vejen med konkrete grønne tiltag. Men kommunen kan ikke gøre det alene. Civilsamfund, erhvervsliv og borgere skal bidrage – både gennem energirenovering, affaldssortering og mindre madspild.

Vi vil arbejde for folkelig opbakning til klimahandling, så vi undgår konflikter mellem cyklister og bilister, vindmølletilhængere og -modstandere eller mellem land og by. Den grønne omstilling påvirker mennesker forskelligt økonomisk, og det er vigtigt for os, at omstillingen sker med hensyn til dem med færrest ressourcer.