En familievenlig kommune

Familien er hjørnestenen i livet. Her finder vi støtte, omsorg og fællesskab. Et godt familieliv er afgørende for trivsel både som børn, forældre og bedsteforældre. I en tid, hvor familier jonglerer mellem arbejde, fritid og hverdagslivets krav, skal Horsens være en kommune, der skaber gode rammer for et godt familieliv.

Vi ønsker en kommune, hvor børn vokser op med nærvær, leg og stærke fællesskaber. Hvor der er tid til familien uanset om det er over et måltid, en tur i parken eller en god samtale. Børns trivsel hænger tæt sammen med forældrenes mulighed for at balancere arbejde og familieliv. Derfor vil vi føre en familiepolitik med fokus på fællesskab, frihed og fleksibilitet.

Et godt familieliv begynder med trygge dagtilbud og skoler, hvor børn mødes af nærværende voksne og stimulerende omgivelser. Det kræver flere hænder, bedre rammer og en stærkere indsats for børns trivsel og sundhed.

Et godt familieliv handler også om en by, hvor det er let at være familie. Flere grønne områder, byrum til leg og fællesskab samt fritidstilbud, der inspirerer til bevægelse og kreativitet. Vi skal understøtte både hjemmepasning og familier med særlige behov.

Familiepolitik handler om mere end pasning og institutioner. Det handler om at skabe en kommune, hvor familier trives, vokser og lever meningsfuldt. Vi vil gøre Horsens til et sted, hvor alle generationer føler sig hjemme, og hvor fællesskab og livskvalitet er i centrum.